[hjem] [email] [offentlig nøgle] [information] [indeks] [forrige] [næste]
Svømning: BobleNyt JUN/JUL/AUG 1996


EKSTREM SVØMNING

Den mest ekstreme form for svømning er nok at løbe på vandet. Det er der faktisk et dyr der kan. Basilisken. Ved at løbe utroligt stærkt kan den holde sig oven på vandet. Den er god nok. Det er ikke kun noget med at løbe i lavvandede pytter. Det virker osse på dybt vand. Der er ikke noget specielt ved basiliskens fødder. Det fungerer udelukkende fordi det går så forrygende hurtigt. Populært sagt så hurtigt, at før foden når at synke helt ned i vandet er den startet på næste skridt. Det er en form for svømning.

Basiliskens latinske navn er Basiliscus basiliscus. Den er en halv meter lang og vejer cirka 90 gram. Når den sprinter hen over vandoverfladen er den en anelse hurtigere end Alexander Popov. Egentlig ret godt klaret af sådan en lille fyr.

Nu kan det være nogle får gode idéer, for løb på vandet er jo en lovlig form for fri svømning. Og det kunne jo være ret sejt at piske afsted på den måde. Desværre viser beregninger at jo tungere man er, jo sværere er det at løbe på vandet. En voksen mand på 80kg ville være nødt til at slaske fødderne ned i vandet med 108km/t bare for at holde sig nogenlunde ovenvande. Det ville kræve et umenneskeligt arbejde. Sagt med et tal næsten 300W/kg. En toptrænet atlet kan kun klare 20W/kg!!

[kilde Nature Vol.380 s.340]

Kommentarer:

Her er en billedserie, som meget godt viser hvordan det fungerer. De mindste basilisker løber afsted med 20 skridt i sekundet!

Basiliskerne synes åbenbart ikke om at løbe på vandet, de gør det kun i nødstilfælde. Jo yngre (lettere) basiliskerne er, jo højere løber de på vandet. De ældre (tungere) basilisker synker mere ned, og bruger en kombination af løb og svømme-bentag. De ældste basilisker opgiver helt vandløberiet.

Er man let nok behøver man ikke engang at løbe, men kan bare stå på vandet. Insektet "skøjteløberen" kan dette. Den findes i den danske natur.

skøjteløber

Skøjteløberen holder sig oppe ved hjælp af vandets overfladespænding. Det er af samme grund man kan få nåle, som jo er lavet af massivt stål, til at flyde på vand...



http://www.h33.dk/bobnyt_ekstrem_index.html
sidst ændret 8.okt.2003
© 1997-2003 Bjørn Hee, mailto:webmaster@h33.dk