![]() Svømning: BobleNyt NOV/DEC 1995 |
Svømning er alle tiders motionsform. Du får en god kondition, og du bliver smidig, samtidig med at det næsten er umuligt at overbelaste kroppen.
Men desværre får mange tør hud, fordi der er klor i vandet. Klor trækker væsken ud af huden, og derfor er det nødvendigt med god pleje, når du har været en tur i svømmehallen. Hvis du svømmer ofte, kan du risikere, at din hud bliver så udtørret, at den efter en periode krakelerer ligesom tørt mudder.
Klorvand udtørrer og afbleger også håret. Så det er en god idé at beskytte dit hår med en badehætte. Kom eventuelt balsam på hårspidserne, inden du tager hætten på, og brug svømmebriller, så du undgår røde, irriterede øjne.
For at pleje din hud efter svømmeturen skal du undgå at bruge sæbe, den udtørrer bare huden endnu mere. I stedet skal du skylle dig længe under bruseren.
Dit hår skal dog vaskes fri for klor, men husk at bruge balsam bagefter, så håret får ekstra næring. Smør kroppen godt ind i lotion eller olie efter badet.
Hvis dine øjne bliver irriterede af klorvandet, kan du bruge øjenbadevand fra apoteket eller Optican øjendråber fra Biona.
Nogle svømmehaller har kun lidt klor i vandet og tilsætter istedet mere salt. Men det kan du få nærmere oplysninger om hos din kommune.
Er der en sauna i svømmehallen, er det en dejlig afslutning, fordi dine muskler rigtig får lov til at slappe af i varmen. Men du skal huske at tage et koldt brusebad, når du har været i sauna, så porerne i huden kan trække sig sammen.
God svømmetur.
[fra et udklip]
http://www.h33.dk/bobnyt_pleje_index.html
sidst ændret 5.okt.2003 © 1997-2003 Bjørn Hee, mailto:webmaster@h33.dk |